Unicon's SeniorKlub

SOMMERUDFLUGT 2018

 

Solen stod højt på himlen, og temperaturen sneg sig op på omkring de 30 gr., da dobbeltdækkerbussen (med afgang fra Aalborg kl. 06:00!) kørte ind på P-pladsen over for Unicon’s tidligere administrationsbygning i Roskilde for at samle alle sjællændere op. Afsted gik det derefter med 78 forventningsfulde deltagere i årets sommerudflugt til Bakken i Dyrehaven.

 

”Det er 40 år siden, jeg fik en tanke – og tænk engang, hvad den har ført til”, udtalte Lise Nørgaard engang tilbage i 2014. Og ja, uden den tanke fra fru Nørgaards fortælling om provinsbyen Korsbæk og de mange beboere og personligheder, var TV-serien Matador aldrig blevet produceret, og dermed havde vi ikke haft dette skønne udflugtsmål!

 

 

Efter en – efter egen og andres mening – temmelig ringe frokost på Restaurant Postgården, hvor vi fik besøg af en del af de kendte personer fra Matador, var det tid til på egen hånd at gå lidt rundt på Bakken eller at finde et udskænkningssted, hvor tørsten kunne slukkes i det varme vejr.

 

 

Kl. 15:30 startede rundvisningen i Korsbæk, hvor de 78 deltagere blev delt op i 3 grupper, der af 3 kyndige guider fik fortalt historien om Korsbæk og dens beboere samtidig med en interessant rundtur til familien Varnæs’ stuer, Lauras køkken, tjener Boldts udskænkningssted, Skjerns Magasiner og – ikke at forglemme – grisehandler Larsens berømte lokum.

 

Blå hold med guiden længst til højre i billedet

Rødt hold i Skjern's Magasiner

Grønt hold har fundet ned i Laura's køkken

 

Vi oplevede en både sjov, interessant og spændende tidsrejse tilbage til dengang, hvor Matador-æraen startede. For os seniorer, der var små eller lidt større børn tilbage i Matador-perioden, er det jo nostalgisk at opleve møbler, redskaber, biler, erstatningsmærker, das i gården og meget andet, som vi kan huske og nikke genkendende til.

 

Bankdirektør Varnæs's bil

 

Efter besøget i Korsbæk med de mange indtryk og nostalgiske tilbageblik kørte vi fra Bakken og den smukke Dyrehaven til måske endnu smukkere naturskønne omgivelser ved Lyngby Sø. Her ventede to udflugtsbåde på os, og det blev til en lille times sejlads ad Mølleåen ud i Lyngby Sø.

 

Anløbsbroen ved Lyngby Sø

Stemningsbillede fra sejlturen

Kan det virkelig passe at Freddie ikke kan åbne flasken?

 

Vi havde ikke beskøjter med om bord men derimod nogle flasker spruttelwasser, så vi kunne nyde turen med et glas champus eller to.

 

Bådene sejlede os til Nybro Kro, der stammer tilbage til 1900 tallet. Vi havde bestilt Jægergryde til 78 personer, og maden stod parat, da vi ankom til kroen.

 

Så er jægergryden serveret

Tid til hygge og lidt godt mad

 

En sådan varm sommeraften ville vi alle gerne ha’ nydt middagen udendørs, hvilket desværre ikke var muligt. Mætte blev vi, og ved 19:30 tiden brød vi op for at sætte kursen mod første stop i Roskilde og derefter videre den l-a-n-g-e tur helt tilbage til Aalborg med nogle stop undervejs.

 

Bestyrelsen siger TAK til alle for den store opbakning til årets sommerudflugt. Vi er (næsten) allerede gået i gang med at finde næste års udflugtsmål øst for Storebælt.

 

I ønskes en god sommer og på gensyn!

 

Kort beskrivelse af sommerudflugterne 2016 og 2017

De seneste mange år har SeniorKlubbens medlemmer med ledsagere kunnet deltage i en sommerudflugt.

 

Vi har tidligere bragt referat og billeder fra udflugterne 6-7 år tilbage. Af pladshensyn har vi imidlertid valgt fremover kun at beskrive det seneste års udflugt, men med den undtagelse, at vi to år tilbage giver en meget kort beskrivelse af, hvor det pågældende års sommerudflugt gik hen ledsaget af et billede eller to.

 

Sommerudflugten 2016

fandt sted torsdag den 26. maj. Første stop på turen var Sporvejsmuseet i Skjoldnæsholm, hvor alle vi unge, der er blevet lidt ældre, havde nogle nostalgiske oplevelser ved at se og gense de gamle sporvogne med en efterfølgende køretur ud i det blå.

 

Derefter gik turen videre til Gavnø Slot, hvor vi kom på en guidet og meget interessant rundvisning på slottet. Bagefter var der lidt tid til at besøge slotsparken med de mange flotte blomster.

 

Efter besøget på Gavnø Slot sejlede vi i dejligt vejr med det gode skib "Friheden" til Karrebæksminde, hvor bussen samlede os op og kørte os de små 6 km til Hotel De Hvide Svaner, hvor vi spiste en dejlig middag, inden bussen med deltagerne fra Jylland/Fyn returnerede ved 20:30 tiden, samtidig med at den bestilte ekstra bus fragtede sjællænderne tilbage til Kirke Såby.

 

 

 

Sommerudflugten 2017

På en dejlig solskinsdag mødtes 82 forventningsfulde deltagere den 1. juni til årets sommerudflugt.

I erkendelse af, at sommerudflugten 2016 blev lidt (for) presset, havde bestyrelsen gjort sig umage for, at sommerudflugten 2017 skulle foregå i et noget andet og mere afslappet tempo men……….ikke af den grund mindre interessant og spændende.

 

Vi havde derfor valgt, at årets sommerudflugt for SeniorKlubben’s medlemmer med ledsagere kun skulle ha’ et mål, nemlig KOLDINGHUS. 

Det blev en spændende dag på det gamle kongeslot, der i dag er museum og rummer landets måske fineste samling af dansk sølv foruden betydningsfulde kulturhistoriske samlinger.

 

Vi startede opholdet med at få en orientering om dagens program, herunder også introduktion til udstillingen ”Himmelsten” – Prins Henriks samling af orientalsk jadekunst.

 

 

Efter udstillingen var det tid til frokost, der blev indtaget i slottets hyggelige ”Madkælder” fra midten af 1400-tallet.

 

Efter indtagelse af en dejlig frokostbuffet blev vi hentet af to af slottets guider, der delte os op i mindre grupper.

 

Vi skulle nu i gang med Castle Quest, en konkurrence, hvor deltagerne på en sjov og uformel måde fik en masse at vide om slottets spændende historie. Der skulle herefter samarbejdes om at løse opgaverne rundt om på hele slottet.

 

Vi oplevede nu Koldinghus på en helt ny måde! Vi skulle kombinere en forrygende kulturel oplevelse med en fælles og underholdende aktivitet.

 

Efter rundturen mødtes vi igen med guiderne, der gennemgik holdenes besvarelser krydret med sjove anekdoter fra kongeborgens begivenhedsrige eksistens. Sidst – men bestemt ikke mindst – var der præmieoverrækkelse til dagens bedste (dygtigste) hold.

 

Således godt mætte af dagens indtryk og historiens vingesus kørte vi ved 16-tiden fra Koldinghus til Fredericia for at besøge ”Jensens Bøfhus”, hvor vi på forhånd havde sikret os, at vi kunne få et lokale for os selv. Her sluttede vi dagen af med at spiste en lille bøf med diverse tilbehør og hertil et glas rødvin - eller to. 🤩

Ved 19-tiden satte de to busser kursen mod henholdsvis øst og nord efter en spændende og indholdsrig dag i gode venners lag.